Tanker om døden

Begivenheder i sommers har kastet mig ud i tanker om døden. Uanset om vi vil det eller ej følger døden jo med livet.

Den kan komme før vi venter det, og helt ud af det blå. Men mon ikke den også kan føles som en befrielse, på noget enormt tungt! Eller på noget som man simpelthen føler er færdigt.

Døden set fra min horisont

Jeg sidder her som en sund og rask 41-årig kvinde i noget, der føles som min bedste alder hidtil. Så jeg er ikke bange for døden, jeg er bange for at dø før tid. Så mine børn ikke har mig i deres liv.

Som alle andre mødre skræmmes jeg også helt vildt ved tanken om, der skulle ske mine børn noget.

Men selve døden, tænker jeg ikke på, som noget frygteligt.

Kynikere kan sagtens sige, at jeg sidder her i en beskyttet del af verden, hvad kender jeg til dødsfrygt?

Det er der absolut en sandhed i.

Jeg tænker dog også, at det er helt eksistentielt, at vi som mennesker rammes af dødsfrygt eller dødstanker fra tid til anden.

Døden og mine børn

De 2 mellemste børn har begge gjort sig store tanker om netop døden det sidste halve års tid. Jeg kan huske mine egne tanker om døden som barn. Ligeledes kan min mand.

Derfor har vi begge følt det var meget vigtigt, at tage de snakke med børnene. Hver gang de har haft brug for det. Også selv om vi jo ikke kan svare på spørgsmål som “hvad der sker når man dør” og “hvor kommer man hen”

Der har også været spørgsmål som vi kunne svare på, som “hvem bærer kisten?”, “skal man puttes ned i jorden?” og “må man selv bestemme om man vil med til en begravelse?”

De spørgsmål svarede vi på, ved både at fortælle om de begravelser vi selv har været med til.

Egentlig er det ikke min oplevelse, at børnene har brug for endegyldige svar. Mere trygheden i, at vi som voksne godt kan snakke om noget der er så stort som døden. Og at det er helt okay, at blive bange og græde, også i samtalen om det.

Jeg oplever dog, at der er stor tryghed i, at vi er der sammen med dem i frygten. Snakker om hvad vi tror der sker, og spørger hvad de tror der sker.

For det har børn mange tanker om. Fine tanker, som jeg faktisk bliver stolt over, meget langt ind i hjertet, at mine “små” kyllinger i det hele taget tænker.

Sorgen er skræmmende

Specielt én af mine sønner snakkede meget om det med sorgen ved døden. Hvordan den føles, for dem som er tilbage.

Det var virkelig et spørgsmål, som var vanskeligt at besvare, for sorgen er jo tung, døden er endegyldig. Et kapitel som afsluttes. Men sorgen er også kærlighed.

Jeg ville enormt gerne forklare ham, at sorg er en kompleks størrelse at forstå. For ingen oplever sorg ens, og vi kommer alle igennem den på forskellig vis.

I mit forsøg på at svare ham, fortalte jeg om en virkelig dunkel periode i mit liv, med rigtig meget alvorlig sygdom og rigtig meget frygt. Frygt for døden, frygt for at miste, frygt for sygdommen – næsten frygt til livet. Jeg fortalte hvordan jeg havde grædt og grædt.

For til sidst at opleve, at der ikke var flere tårer tilbage, i hvert fad ikke flere, lige på det tidspunkt. Tårerne var afløst af et virkelig stort behov for at grine.

Han blev meget chokeret og forarget over, hvordan jeg kunne komme i tanke om at grine, midt i sådan en alvorlig situation. Det kan psykologer sikkert sige en masse om.

Jeg udtaler mig kun om hvad jeg oplevede på min egen krop, og det var, at på bagsiden af al sorgen kom latter og lysten til livet. Næsten med en fornyet kraft.

Til trods for, at jeg var virkelig bange for, hvad livet ville byde på.

Måske kan det sammenlignes lidt med hvad der sker i en kirke, inden en begravelse går i gang.

Kirkerummet er tyst, på en utrolig smuk måde. Alle pårørende mindes den afdøde. Jeg oplever det selv som om, jeg fyldes med kærlighed og trøst, midt i sorgen.

De fleste af os græder os igennem en begravelse, sorgen får nærmest en forløsning. Selv om den selvfølgelig ikke forsvinder. Alligevel føler jeg den ændrer form, på en eller anden vis.

Efter begravelsen opstår lidt det samme vakuum, som fik mig til at grine midt i al sygdommen. For begravelsen er jo en meget symbolsk afslutning og med en afslutning, kommer en ny begyndelse.

Solen står op igen

Jeg har selv i sorgfulde tider undret mig over, at solen hver eneste dag står op, som om absolut intet er ændret. Det har flere gange været stærkt provokerende for mig, når hele min verden var ændret på noget der lignede et splitsekund.

Efter virkelig mange år, forstår jeg nu, at lige netop dét, at solen står op igen og igen, er noget af det mest trygge, der kan ske, midt i sorg og chok.

Efter mørket (døden) kommer solen (livet) – eller omvendt, det afhænger jo helt af dig <3

Min fornemmelse er, at drengene fandt ro og tryghed i de snakke vi havde om døden. Den tryghed er jeg helt sikker på, opstod af, at vi som voksne magtede snakken.

Har du brug for at læse mere om emnet, kan du eventuelt læse denne artikel

Gør du dig tanker om døden og taler du med andre om den?

Tak fordi du læser med. Jeg håber du bliver inspireret til at forfølge din vej i livet.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.