Ugens tanker #1 – Knæk Cancer

Ugens tanker er i den grad afledt af Knæk Cancer ugen.

På de sociale medier og i tv, har vi hørt/læst hjertegribende livshistorier fra mennesker, med kræft helt inde på livet.

Jeg bliver ramt dybt ind i hjertet.

Af historierne, som jo ikke bare er “historier”, men livsfortællinger, som omhandler rigtige mennesker og virkelige liv.

Mennesker, som er blevet stoppet i det liv de var i fuld gang med at leve.

Taknemmelighed og sårbarhed

Det kan da ikke undgås, at vi bliver bevægede og taknemmelige.

Kender vi ikke alle én eller flere, som har været ramt af kræft, og har kæmpet for livet og har holdt fast i det, til det kun var med fingerspidserne…

De mennesker, som rent faktisk holdt fast i livet og dem som til sidst måtte give slip. De dukker op i vores bevidsthed i denne uge. Mere end normalt.

Taknemmeligheden inde i mig vokser, men der bliver også plads til noget som er mere mørkt og dunkelt.

Nemlig tanker om døden.

At livet ikke er et uendelighedshorn fyldt med tid.

Tiden løber ud – på et tidspunkt.

Jeg får i hvert fald kontakt med en frygt, som er et sted meget dybt inde i mig.

Den gør mig ikke bange, som sådan. Den bringer bare nogle sårbare følelser op inde i mig, som vel i virkeligheden handler rigtig meget om eksistens.

Livsspørgsmål som kigger ind

Bruger jeg min tid godt nok!

At stille sig selv netop dét spørgsmål kan gå flere veje.

Det kan lynhurtigt blive en kamp, som er meget lig med den tid og det samfund, vi alle er borgere i.

Nemlig, at skulle præstere endnu mere.

Det er nu ikke den vej, jeg ser mig selv gå ud af. Jeg synes i forvejen, der er alt for meget præstation i verden og prøver virkelig at skrue ned for den tendens, inde i mig selv.

For mig handler spørgsmålet mere om, at undersøge med mig selv, om jeg bruger tiden godt nok, i forhold til de værdier jeg har som menneske.

Helt ærligt, så er de svar jeg er kommet frem til, ikke alle, nogen som jeg er specielt tilfreds med. Der er noget jeg bliver nødt til at arbejde med, måske ikke lige nu, men inden for en overskuelig fremtid.

Måske er jeg i accept med svarene for nu, men noget kalder på en ændring.

Flere gange i ugens løb, har jeg tænkt på den danske filosof og teologs ord om livet. Blandt andet nedenstående citat.

“At vove er at tabe fodfæstet en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv“

Søren Kierkegaard

Jeg synes det er virkelig stærke ord, som i hvert fald husker mig på, at der er stor værdi i, at træde ud af komfortzonen.

Knæk Cancer ugen

Tilbage til dét som dette indlæg startede med, nemlig Knæk Cancer ugen.

Dem, som hver dag vågner til en ny dag med kræft, enten som patient eller pårørende.

Jeg håber af hele mit hjerte, I mærker den strøm af kærlighed som virkelig mange denne uge sender i Jeres retning.

For selv om det er pengene som er hovedformålet med ugen bliver jeg allermest rørt af, at Knæk Cancer ugen samler mennesker.

Mit perspektiv som pårørende

I 2017 skrev jeg et blogindlæg, som går over 20 år tilbage i mit liv. Til dengang jeg selv var pårørende til en kræftramt. Det indlæg kan du læse på linket her

Tak fordi du læser med. Jeg håber du bliver inspireret til at forfølge din vej i livet.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.