Ulven kommer

Ting bliver til tider væk, jeg tror det sker i alle familier – eller jeg HÅBER der sker for andre end os, læs eventuelt indlægget https://rosetid.dk/forbandede-noegler/ .

For nogle uger siden, lige der hvor både tøsepigen og jeg var allermest ramt af feber, snotnæse og hængemule over den trælse tilstand, manglede mit dankort pludselig. Panikken ramte efter jeg havde ledt de mest oplagte steder. Faktisk var der kun ét at gøre. Nemlig at spørge den yngste del af brødrene Olsen, om han havde taget kortet.

Han har nemlig i en periode været inde i kragefasen, hvis du ikke kender den, går den ud på, at rage de ting til sig, som ser spændende ud, såsom mobiltelefoner, elektroniske kodedimser, indkøbssedler og andet godt. Tingene er nøjsomt blevet gemt på værelset, til stor irritation for vi andre.

Han indrømmede, at han været i min taske, det var han næsten nødt til, for andre effekter fra min taske blev fundet på værelset 😉 Men kortet, nej det havde han ikke taget. Vi ledte og skrabte – men intet dankort!

Kom i tanke om, at han havde været på legepladsen, måske kortet havde været med i lommen og var blevet tabt. Kontoen blev tjekket, heldigvis ingen forkerte posteringer (PYH) så fik jeg ringet til Nets og spærret kortet.

Sådan gik dagene og jeg bestilte et nyt dankort i banken, samme dag som det var gjort, var jeg ved lægen med tøsepigen, da jeg skal have hendes sygesikringsbevis i min taskepung, skimter jeg dankortet gemt i diverse sedler og bonner 😀 kors altså.

På vej hjem fra børnehaven fik yngstesønnen en undskyldning for al den skældud han havde fået, over et dankort han slet ikke har taget – og samtidig historien om ulven der kommer. Siden er det som om, kragefasen er gået i sig selv 😉

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.