Velkommen November, mine intentioner for måneden

November er sat i gang, og det er tid for at sætte fokus på mine intentioner for måneden.

Et fast ritual jeg efterhånden har gjort herinde i lang tid, men har gjort meget længere ude i mit liv.

Intentionen er vigtig

I virkeligheden er dette indlæg jo kun en lille bitte del af ritualet med, at jeg sætter mine intentioner for måneden.

For med tiden har jeg fundet ud af, at den bevidsthedsændring der sker inde i mig, er med til at skabe balance.

Både en indre balance, men også en balance i det liv jeg lever ud ad til.

Det handler i virkeligheden om, at det skærper mit indre blik og holder mig fast i, at mærke ind i mig selv.

For mig og mit daglige liv, gør det en stor forskel.

Min november

Årets næst sidste måned og efteråret kalder på ro inde i mig. Jeg skrev lidt om at være i travlheden i oktober måneds indlæg.

Den følelse er landet endnu mere i mig, og følelsen har faktisk taget en rigtig stor plads inde i mig.

Vel at mærke, uden den modstand jeg har mærket i mig selv, i flere måneder.

Jeg bliver nødt til at trække mig lidt fra samværet med andre mennesker.

Det betyder ikke, at jeg omgiver mig med de forkerte mennesker. Tvært i mod, jeg er dybt taknemmelig for de mennesker, som er i mit liv.

Også dem, som jeg ikke har set i noget tid, men som jeg savner helt ind i mine knogler og min sjæl.

Hver dag.

Alligevel er jeg nødt til at være tro mod det der sker inde i mig, for det er som om jeg hver dag mærker noget nyt inde i mig.

Noget som på en og samme tid føles helt nyt og alligevel æld gammelt.

Måske har jeg fået kontakt med min sjæl…!

Jeg aner ikke hvad det betyder, og det behøver jeg ikke. Læner mig bare ind i at det som sker inde i mig, er både skræmmende og fantastisk på samme tid.

Mine intentioner for November

Meget lig oktober måned er en klar intention af have fokus på muligheder. Jeg kan næsten mærke hvordan de svirer rundt i luften foran mig.

Desuden fortsætter jeg den gode stil med at spise mad som føles godt i min krop. Både under og efter måltidet. Egentlig også før jeg spiser maden.

At søge ind i mig selv i forskellige scenarier og med forskellige hjælpemidler.

Både via naturen, vejrtrækning, guidet meditation, musik, stilhed … der er et hav af muligheder, som på hver sin måde, skaber kontakt til ro i min krop og mit sind.

De gode aftaler i November

Der er bestemt gode aftaler i kalenderen for denne måned. Men faktisk har jeg også aflyst en del, fordi jeg bliver nødt til at lave plads til Rikke tid i kalender.

Det er der jo ellers altid, men behovet har vist sig større. Det har jeg taget konsekvensen af, og jeg har derfor møbleret godt grundigt rundt på aftaler, ikke bare i november, men også tilbage i oktober og helt frem i december.

Hver og en mødte mig i det behov, på en positiv måde. Det har været enormt stort at blive mødt så positivt, på noget der faktisk er så ulig det samfund vi lever i. Nemlig at trække sig fra fælleskabet og samværet.

Din November

Kun du ved hvad du gerne vil have ud af november og hvad du længes efter. Jeg håber, du tager et skridt frem mod dét, i lige præcis dit helt eget tempo.

Uanset hvor du er og hvad du gør på din vej i livet. Ønsker jeg dig en dejlig måned.

Tak fordi du læser med. Jeg håber du bliver inspireret til at forfølge din vej i livet.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.