Velkommen november – mine intentioner

November er tættere på, at være slut end startet. Men jeg har lyst til at dele mine intentioner med dig, så her kommer de. Måske du bliver inspireret.

billedet er taget ved Jels sø på en gåtur

Dog har mine intentioner ændret lidt form og kommer i en lidt forenklet udgave. Nogen gange er det enkelte og lette bare helt perfekt 🙂

November indtil nu

Dagene har været kaotiske indtil nu, det kan du eventuelt læse om i dette indlæg. At dagene har været kaotiske har været ude af vores hænder. Vi har forsøgt at takle det så godt vi kunne. Det har været svært, og jeg har fejlet, hvor jeg normalt ikke ville fejle. Råbt og skældt ud over ting jeg nok ikke ville have reageret på normalt. Glemt ting, jeg normalt ville have husket. Men chok og kaos sætter sine tydelige spor i kroppen og hovedet.

Hele husstanden trænger til at blive genstartet og få en tur i opladeren 🙂

Resten af november

Derfor vil jeg i bedste stil gøre det jeg er god til. Nemlig skabe gode rutiner med god mad, daglige gåture og indtryk som sætter glade spor i hjertet og sjælen.

Jeg vil lytte til mine behov.

Er jeg træt vil jeg hvile.

Bobler glæden i min krop opsøger jeg glade mennesker og udfolder glæden for dobbelt styrke.

Har jeg brug for at græde, vil jeg græde.

….

Mest af alt har jeg brug for at skabe gode minder for børnene, Michael og jeg. Minder som husker os på, at livet også kan være let og flydende. Specielt Michael og jeg har brug for de stunder.

Naturen kalder

Som så ofte før, kalder naturen på mig. Når jeg føler, at jeg er ved at blive kvalt og hjertet næsten er ved at bryde ud gennem brystet, fordi det hamrer så voldsomt – er det kun en ting at gøre, og det er at komme ud.

Det har ikke alle dage været muligt at gå en tur, men bare det at komme ud på græsplænen, det gør en forskel. Når jeg står der og sanser vinden mod huden, lytter til hverdagens lyde og mærker hvordan fødderne langsomt forbinder sig til græsplænen og kroppen falder til ro, i takt med min bevidste vejrtrækning. Så føles det virkelig rart.

Det gør en forskel at komme ud. Jeg vil allerhelst gå hvor der er træer eller vand, fordi de elementer er så beroligende.

November intentioner

Lytte til og være tro mod mine behov

Skabe gode minder

Komme ud i naturen

Få ordentlige måltider

Det er fire dejlige intentioner og jeg vil nyde, at efterleve dem.

Kære dig, jeg håber din november er blid mod dig. Måske ruskes du også af omstændigheder, du ikke kan ændre på. Jeg ønsker for dig, at du finder modet til at stå dér i orkanen og lade den rase forbi dig. For det som er stærkt nok til at blive stående, det bliver stående. Braser det i orkanen, kunne du ikke have gjort noget. Du må slippe taget og finde rodfæstet.

Jeg ved du kan <3

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.